I Samtale Med Omayra
I samtale med Omayra Maymó, designeren bag Tenon Lounge Chair og Pleat Pitcher, kommer vi ind på de objekter, der bliver hos os, de vaner, der former vores dage, og hvordan design stille, men ubestrideligt kan ændre den måde, vi lever på.
Hvad husker du om det første objekt eller design, du virkelig lagde mærke til?
Det mest bestydningsfulde øjeblik, jeg husker, var under et valgfag i møbeldesign som en del af mine arkitektstudier, hvor vi blev introduceret til den ‘hollandske’ eller ‘konceptuelle’ tilgang til design fra 1990’erne. Jeg husker, at jeg så Hella Jongerius’ Soft Urn for første gang – en vase lavet af blød PU-gummi, hvor alle formens linjer og spor fra produktionsprocessen var intakte, og som dermed viste objektets historie og fremhævede dets ufuldkommenheder og unikhed. Det var en øjenåbner for mig at opdage, at objekter kan handle om mere end funktion eller æstetik – de kan bære en større betydning. Et objekt kan reflektere tidens industrielle fremskridt, være et redskab til at kritisere samfundet, udforske nye måder at arbejde med et materiale på, være en joke, en løsning eller et spørgsmål. At designe er at kommunikere, og hvert objekt er et sprog med ubegrænsede narrative muligheder. Det er det ekspressive potentiale i vores materielle verden, jeg elsker at udforske.
Hvis du ikke var designer, hvad ville du så lave?
Jeg tror, at jeg stadig ville skabe, men på en anden måde – måske skulpturer, fotografi, malerier eller forfatte. Jeg er ikke helt sikker. Men jeg tror, jeg ville have behov for at finde en anden måde at fortsætte med at udtrykke mig og kommunikere på.
I livet er der øjeblikke, der udvikler os, selvom vi måske ikke altid anerkender dem på det tidspunkt. De efterlader et aftryk og sætter retningen for den vej, vi skal gå. For Omayra Maymó begyndte denne transformation under hendes arkitektstudier, da hun indså, at design var mere end blot et spørgsmål om funktion. Det handlede om ideer, fortællinger – den stille, ofte oversete måde, objekter eksisterer ved siden af os. Nu bosat i Madrid skaber hun møbler og objekter, der afspejler denne følsomhed.
Har du et objekt i dit eget hjem, som du føler dig særligt knyttet til, og hvorfor?
De første ting, der kommer til mig, er et opisometer, der tilhørte min bedstefar, som døde, da jeg var syv år – et smukt, nu forældet instrument, der engang blev brugt til at måle linjer på kort. Der er også den ring, som min mor gav mig på min 30-års fødselsdag, som engang tilhørte hende. Og så er der nogle af de første prototyper og prøver, jeg selv lavede efter flere måneders forskning og arbejde. Disse objekter har stor personlig betydning og følelsesmæssig værdi – i sidste ende er det dem, vi bliver mest knyttet til.
Hvilken vane eller ritual i dit daglige liv holder dig grounded?
Jeg vil sige, at det er at være omgivet af de mennesker, jeg elsker, og at tilbringe så meget kvalitetstid med dem som muligt. Psykoterapeuten Esther Perel, hvis arbejde jeg ofte læser og lytter til, siger, at ‘kvaliteten af vores liv er kvaliteten af vores relationer.’ Til det vil jeg tilføje: vi skal være bedre til at tage vare på dem.
Hvad husker du om det første objekt eller design, du virkelig lagde mærke til?
Det mest bestydningsfulde øjeblik, jeg husker, var under et valgfag i møbeldesign som en del af mine arkitektstudier, hvor vi blev introduceret til den ‘hollandske’ eller ‘konceptuelle’ tilgang til design fra 1990’erne. Jeg husker, at jeg så Hella Jongerius’ Soft Urn for første gang – en vase lavet af blød PU-gummi, hvor alle formens linjer og spor fra produktionsprocessen var intakte, og som dermed viste objektets historie og fremhævede dets ufuldkommenheder og unikhed. Det var en øjenåbner for mig at opdage, at objekter kan handle om mere end funktion eller æstetik – de kan bære en større betydning. Et objekt kan reflektere tidens industrielle fremskridt, være et redskab til at kritisere samfundet, udforske nye måder at arbejde med et materiale på, være en joke, en løsning eller et spørgsmål. At designe er at kommunikere, og hvert objekt er et sprog med ubegrænsede narrative muligheder. Det er det ekspressive potentiale i vores materielle verden, jeg elsker at udforske.
Hvis du ikke var designer, hvad ville du så lave?
Jeg tror, at jeg stadig ville skabe, men på en anden måde – måske skulpturer, fotografi, malerier eller forfatte. Jeg er ikke helt sikker. Men jeg tror, jeg ville have behov for at finde en anden måde at fortsætte med at udtrykke mig og kommunikere på.
I livet er der øjeblikke, der udvikler os, selvom vi måske ikke altid anerkender dem på det tidspunkt. De efterlader et aftryk og sætter retningen for den vej, vi skal gå. For Omayra Maymó begyndte denne transformation under hendes arkitektstudier, da hun indså, at design var mere end blot et spørgsmål om funktion. Det handlede om ideer, fortællinger – den stille, ofte oversete måde, objekter eksisterer ved siden af os. Nu bosat i Madrid skaber hun møbler og objekter, der afspejler denne følsomhed.
Har du et objekt i dit eget hjem, som du føler dig særligt knyttet til, og hvorfor?
De første ting, der kommer til mig, er et opisometer, der tilhørte min bedstefar, som døde, da jeg var syv år – et smukt, nu forældet instrument, der engang blev brugt til at måle linjer på kort. Der er også den ring, som min mor gav mig på min 30-års fødselsdag, som engang tilhørte hende. Og så er der nogle af de første prototyper og prøver, jeg selv lavede efter flere måneders forskning og arbejde. Disse objekter har stor personlig betydning og følelsesmæssig værdi – i sidste ende er det dem, vi bliver mest knyttet til.
Hvilken vane eller ritual i dit daglige liv holder dig grounded?
Jeg vil sige, at det er at være omgivet af de mennesker, jeg elsker, og at tilbringe så meget kvalitetstid med dem som muligt. Psykoterapeuten Esther Perel, hvis arbejde jeg ofte læser og lytter til, siger, at ‘kvaliteten af vores liv er kvaliteten af vores relationer.’ Til det vil jeg tilføje: vi skal være bedre til at tage vare på dem.
Du underviser. Hvilken ting ville du ønske, du havde fået at vide, da du startede din karriere?
Jeg fik faktisk dette råd, og jeg giver det videre til mine egne studerende: Vær kritisk. Det kan virke åbenlyst, men at høre de to ord hjalp mig med at udvikle mit eget perspektiv og begynde at danne mine egne overbevisninger og filosofi. Især i denne branche er det vigtigt at tænke kritisk og udvikle sin egen stemme, tænkemåde og tilgang. Det er essentielt at have noget at sige og bidrage til samtalen.
Hvis nogen kiggede på dit arbejde år frem, hvilke følelser eller idéer håber du, dine designs vil fremkalde?
Jeg håber, at når folk møder mine designs – nu eller i fremtiden – vil de føle sig bevægede, nysgerrige eller engagerede på en eller anden måde. Det er altid mit mål. Frem for alt håber jeg, at mit samlede arbejde udtrykker en følelse af tidløshed og kvalitet, omsorg for materialer og håndværk. En værdsættelse af enkelhedens skønhed – noget der holder over tid.
Er der en bog, film eller oplevelse, der har formet måden, du ser design på, som du vil anbefale?
Der er flere, men øverst på listen er In Praise of Shadows af Jun’ichirō Tanizaki. Det er et essay om japanske værdier, eksemplificeret gennem arkitektur, design og traditionelle håndværk som papirmageri og lak-arbejde. Det er et must-read for enhver kreativ, da det lærer os at værdsætte skygge, subtilitet og patina – at finde skønhed i det delikate og nuancerede. Essayet er både informativt og inspirerende.
Du underviser. Hvilken ting ville du ønske, du havde fået at vide, da du startede din karriere?
Jeg fik faktisk dette råd, og jeg giver det videre til mine egne studerende: Vær kritisk. Det kan virke åbenlyst, men at høre de to ord hjalp mig med at udvikle mit eget perspektiv og begynde at danne mine egne overbevisninger og filosofi. Især i denne branche er det vigtigt at tænke kritisk og udvikle sin egen stemme, tænkemåde og tilgang. Det er essentielt at have noget at sige og bidrage til samtalen.
Hvis nogen kiggede på dit arbejde år frem, hvilke følelser eller idéer håber du, dine designs vil fremkalde?
Jeg håber, at når folk møder mine designs – nu eller i fremtiden – vil de føle sig bevægede, nysgerrige eller engagerede på en eller anden måde. Det er altid mit mål. Frem for alt håber jeg, at mit samlede arbejde udtrykker en følelse af tidløshed og kvalitet, omsorg for materialer og håndværk. En værdsættelse af enkelhedens skønhed – noget der holder over tid.
Er der en bog, film eller oplevelse, der har formet måden, du ser design på, som du vil anbefale?
Der er flere, men øverst på listen er In Praise of Shadows af Jun’ichirō Tanizaki. Det er et essay om japanske værdier, eksemplificeret gennem arkitektur, design og traditionelle håndværk som papirmageri og lak-arbejde. Det er et must-read for enhver kreativ, da det lærer os at værdsætte skygge, subtilitet og patina – at finde skønhed i det delikate og nuancerede. Essayet er både informativt og inspirerende.
Efter pandemiårene er den lille kurvebutik fortsat et sted, hun vender tilbage til for at finde inspiration.
Med bevægelse begrænset til visse områder under Madrids nedlukning blev Espartería Juan Sánchez i Omayras zone et sted at gå på opdagelse i håndværk.
