I Samtale Med Wilma
Wilma Nawaras kreative vej er én, der formes, ikke af fraværet af grænser, men i den stille kraft af netop dem. For hende er grænser ikke barrierer; de er en ramme for fantasi — en måde at fokusere og fordybe skabelsesakten på. Fra barndomserindringer om at skabe objekter med intention til hendes opdagelse af keramik som et medie, der balancerer form og følelse, har Wilma altid været tiltrukket mod processer, der kræver både intention og intuition.
I denne samtale med Wilma Nawara bevæger vi os mellem det tekniske og det poetiske — vi taler om de kunstnere, der inspirerer hende, små håndlavede gaver givet videre til fremmede og den ærlige skønhed i en beskeden skål. Vi lærer om de objekter, der har formet hende, de ritualer, der forankrer hende, og hvordan gåture — uforstyrrede og reflekterende — er blevet et gennemgående element i hendes personlige og kreative liv. Hendes tilgang til kreativitet er både jordnær og ekspansiv, forankret i en nysgerrighed på, hvordan ting bliver til, og hvorfor de betyder noget.
Kan du beskrive et øjeblik, hvor du følte en stærk forbindelse til et bestemt rum eller objekt—hvor du virkelig lagde mærke til det?
Af og til støder jeg på et objekt, der fuldstændig fanger min opmærksomhed. Det spiller ingen rolle, hvad det er, eller hvor jeg finder det—der er noget ved det, der bare føles rigtigt. Jeg kan huske engang, hvor jeg så en stor skål på en café. Der var noget så harmonisk ved den: proportionerne, glasurfarven, en subtil detalje på kanten. Det er det øjeblik, hvor du kaster et hurtigt blik på det, og det føles bare rigtigt. Den slags enkelhed, hvor ingenting prøver for hårdt, er det, der virkelig taler til mig. Disse smukt enkle objekter kan ikke gemme sig bag distraktioner—de er ærlige i deres form, og den ærlighed er stærk.
Et andet objekt, jeg fandt utrolig smukt, selvom jeg kun har set det gennem billeder og videoer, er en vandinstallation af Lily Clark. Den har en konkav overflade, hvor vanddråber falder fra hjørnerne og derefter glider mod et lille hul i midten og forsvinder, mens de bevæger sig. Det er poetisk, men samtidig legende. Dråberne hopper af hinanden, nogle gange smelter de sammen, nogle gange ikke. Det er som at se fysikken i vand, tyngdekraft og overfladespænding forvandlet til en stille, fascinerende oplevelse. Det er noget, jeg sætter pris på—når fysik, kunst og design alle smelter sammen.
Hvordan begyndte din interesse for de kreative håndværk. Har du nogle tidlige minder, du vil dele med os??
Noget, jeg har indset gennem årene, er, at min kreativitet trives bedst inden for rammer. Allerede som barn, når jeg tegnede, foretrak jeg at have et specifikt tema eller et sæt retningslinjer frem for at få total kreativ frihed. For mange muligheder kan føles overvældende og lukke min kreativitet ned. Men når jeg har lidt retning, hjælper det mig med at fokusere min kreative energi mere effektivt.
Det var blandt andet det, der gjorde, at keramikken tiltrak mig, især drejning. Processen indebærer arbejde med symmetri – at skabe runde former. Inden for disse rammer føler jeg mig fri til at udforske og eksperimentere. Rammerne begrænser mig ikke; de giver min kreativitet retning. Dette kan også forklare, hvorfor jeg er mere tiltrukket af funktionelle objekter end af rent kunstneriske ting som skulpturer. Jeg elskede at lave ting som barn, men jeg ville gerne have, at de ting, jeg lavede, skulle have et formål. Hvis jeg lavede en lille båd, testede jeg den i badekarret for at se, om den flød. Jeg har altid været nysgerrig på, hvordan ting fungerer.
Denne kombination af at ville lave funktionelle, meningsfulde ting og forstå, hvordan de bliver lavet, førte mig til at studere Industrielt Designteknik. Men det program føltes for stift, og jeg passede ikke helt ind. En stor del af min rejse har handlet om at finde den rette balance mellem den rationelle, tekniske side af design og den følelsesmæssige, intuitive side. Keramik blev det perfekte middel til at opnå denne balance – det giver mig mulighed for at aktivere begge dele af mig selv på en meningsfuld måde.
Har du et objekt i dit eget hjem, som du føler dig ekstra knyttet til – et, der fortæller os en historie om dig?
Jeg har flyttet mig en del gennem livet, og over tid har jeg lært ikke at blive for knyttet til – eller investere for meget i – tingene i mit hjem. På en måde blev det en cyklus, der gjorde det lettere at flytte. Men de ting, jeg holder fast i, plejer at være små, meningsfulde genstande fra mine rejser. En af mine favoritter er en samling af keramik, jeg købte i Oaxaca, Mexico, lavet af de venligste familier, der generøst delte ikke bare deres håndværk, men også deres livsstil. Jeg elsker objekter, der er knyttet til de mennesker, der har lavet dem, eller et delt øjeblik.
Engang lavede jeg et helt keramisk skakspil, og jeg endte med at have en del ekstra brikker. Jeg begyndte at tage dem med mig, hvor end jeg gik. Hver gang jeg havde et meningsfuldt møde, nogle gange bare et kort øjeblik, gav jeg dem en af brikkerne. Det blev et slags håndlavet minde, en lille opmærksomhed for det øjeblik eller den tid, vi delte. Jeg elsker tanken om, at der er mennesker i forskellige hjørner af verden, som nu har disse små, tilfældige skakbrikke – hver brik bærer en forbindelse, vi engang lavede.
Hvad er en vane eller et ritual i dit daglige liv, der holder dig jordbundet?
For mig er gåture en så simpel og tilgængelig måde at berolige sindet på. Det betyder ikke noget, om jeg er i byen eller på klipperne langs kysten. Jeg kan tage omgivelserne ind, kigge på naturen, bygninger, dyr, mennesker, ja, alt muligt. Jeg elsker bare at observere alt omkring mig, især når jeg lytter til musik, der passer perfekt til mit humør i det øjeblik.
Er der en bog, film eller oplevelse, der har inspireret dig, og som du vil anbefale til andre?
En bog, jeg har læst inden for de sidste par år, som jeg virkelig elskede, var A History of Bones af John Lurie. Han er musiker, komponist, skuespiller, maler og historiefortæller. Bogen er fyldt med mærkelige og morsomme anekdoter, men dykker også ned i dybere emner som musikindustrien og personlige relationer. Hvad der virkelig stod ud for mig, var hans brutale ærlighed og sans for humor. Der var mange øjeblikke, hvor jeg bogstavelig talt fandt mig selv grine højt, mens jeg læste.
En kunstner, der har inspireret mig på det seneste, er Ruth Asawa. Hun lavede abstrakte, løbende tråd-skulpturer inspireret af hendes nysgerrighed på naturlige og organiske former. Jeg er virkelig tiltrukket af den måde, hendes arbejde føles både delikat og strukturelt på.
‘Engang lavede jeg et helt keramisk skakspil, og jeg endte med at have en del ekstra brikker. Jeg begyndte at tage dem med mig, hvor end jeg gik. Hver gang jeg havde et meningsfuldt møde — nogle gange bare et kort øjeblik — gav jeg dem en af brikkerne.’
Hvornår føler du dig mest som dig selv — og hvor er du, både fysisk og følelsesmæssigt, i det øjeblik?
Igen er gåture noget, jeg gør når som helst og hvor som helst. Nogle gange er det, fordi jeg har brug for en pause efter lange dage, hvor jeg har siddet ved drejeskiven i studiet. Andre gange handler det om at have brug for plads — at ville være alene — men det kan også være en måde at være social på og møde en ven. Der er også den lettelse, man føler efter at have afsluttet en stor deadline, for eksempel, hvor gåturen bliver en måde at markere den overgang. Det er en så dejlig måde at bearbejde, hvad der end foregår i livet.
Et af mine yndlingsminder, der hænger sammen med gåture, er, da jeg lige havde mødt min partner. I en hel uge gik vi ture langs klipperne hver dag. Ingen telefoner, ingen distraktioner — bare os to, der lærte hinanden at kende gennem samtaler og delte stilheder. Det lyder som om, jeg er en fanatisk gåer eller vandrer, men det er jeg ikke— det er bare afslappet at gå ture, haha.
Hvis du ikke arbejdede med keramik, hvad ville du så lave? Fortæl os lidt om det.
Hvis jeg ikke arbejdede med keramik, tror jeg, jeg stadig ville blive tiltrukket af en anden form for håndværk. Keramik var det første medie, der resonerede med mig — det føltes naturligt, og jeg blev ved med at lære og opbygge færdigheder, fordi det gav mig en følelse af opfyldelse, som jeg ikke havde følt før. Men jeg tror, at andre håndværk, som drejning af træ eller glasblæsning, kunne give den samme form for tilfredsstillelse. Måske kom keramik ind i mit liv først, simpelthen fordi det var mere tilgængeligt på det tidspunkt.
Jeg kunne også se mig selv arbejde mere med indretningsdesign. Jeg er interesseret i, hvordan objekter bliver en del af et rum og interagerer med deres omgivelser på en måde, der føles intentionel — når de bidrager til atmosfæren, i stedet for bare at optage plads.
Er der en bog, film eller oplevelse, der har inspireret dig, og som du vil anbefale til andre?
En bog, jeg har læst inden for de sidste par år, som jeg virkelig elskede, var A History of Bones af John Lurie. Han er musiker, komponist, skuespiller, maler og historiefortæller. Bogen er fyldt med mærkelige og morsomme anekdoter, men dykker også ned i dybere emner som musikindustrien og personlige relationer. Hvad der virkelig stod ud for mig, var hans brutale ærlighed og sans for humor. Der var mange øjeblikke, hvor jeg bogstavelig talt fandt mig selv grine højt, mens jeg læste.
En kunstner, der har inspireret mig på det seneste, er Ruth Asawa. Hun lavede abstrakte, løbende tråd-skulpturer inspireret af hendes nysgerrighed på naturlige og organiske former. Jeg er virkelig tiltrukket af den måde, hendes arbejde føles både delikat og strukturelt på.
‘Engang lavede jeg et helt keramisk skakspil, og jeg endte med at have en del ekstra brikker. Jeg begyndte at tage dem med mig, hvor end jeg gik. Hver gang jeg havde et meningsfuldt møde — nogle gange bare et kort øjeblik — gav jeg dem en af brikkerne.’
Hvornår føler du dig mest som dig selv — og hvor er du, både fysisk og følelsesmæssigt, i det øjeblik?
Igen er gåture noget, jeg gør når som helst og hvor som helst. Nogle gange er det, fordi jeg har brug for en pause efter lange dage, hvor jeg har siddet ved drejeskiven i studiet. Andre gange handler det om at have brug for plads — at ville være alene — men det kan også være en måde at være social på og møde en ven. Der er også den lettelse, man føler efter at have afsluttet en stor deadline, for eksempel, hvor gåturen bliver en måde at markere den overgang. Det er en så dejlig måde at bearbejde, hvad der end foregår i livet.
Et af mine yndlingsminder, der hænger sammen med gåture, er, da jeg lige havde mødt min partner. I en hel uge gik vi ture langs klipperne hver dag. Ingen telefoner, ingen distraktioner — bare os to, der lærte hinanden at kende gennem samtaler og delte stilheder. Det lyder som om, jeg er en fanatisk gåer eller vandrer, men det er jeg ikke— det er bare afslappet at gå ture, haha.
Hvis du ikke arbejdede med keramik, hvad ville du så lave? Fortæl os lidt om det.
Hvis jeg ikke arbejdede med keramik, tror jeg, jeg stadig ville blive tiltrukket af en anden form for håndværk. Keramik var det første medie, der resonerede med mig — det føltes naturligt, og jeg blev ved med at lære og opbygge færdigheder, fordi det gav mig en følelse af opfyldelse, som jeg ikke havde følt før. Men jeg tror, at andre håndværk, som drejning af træ eller glasblæsning, kunne give den samme form for tilfredsstillelse. Måske kom keramik ind i mit liv først, simpelthen fordi det var mere tilgængeligt på det tidspunkt.
Jeg kunne også se mig selv arbejde mere med indretningsdesign. Jeg er interesseret i, hvordan objekter bliver en del af et rum og interagerer med deres omgivelser på en måde, der føles intentionel — når de bidrager til atmosfæren, i stedet for bare at optage plads.
